Bibeloversættelse

1871

Apokryphiske bøger

Tobias' bog

Kapitel 2

Tobias begraver en død, og bespottes, 1-8: mister sit syn, 9-14: kives med sin hustru om et kid, som han mente, hun havde stjaalet; hun spotter ham, 15-21.

1 Men der jeg kom til mit huus igjen, og jeg havde faaet Anna, min hustru, og Tobias, min søn, tilbage, paa pintsefesten, som er de syv ugers hellige høitid, da havde jeg et godt middagsmaaltid og havde sat mig ned at æde.

2 Og da jeg saae den megen mad, sagde jeg til min søn: gak hen og før hid, hvem du finder af vore brødre, som er nødtørftig, og som kommer Herren ihu, og see, jeg vil bie efter dig.

3 Og han kom og sagde: Fader! der ligger en af vor slægt, som er kvalt, henkastet paa torvet; og jeg sprang op, før jeg aad noget, og bar ham ind i et hus, indtil solen gik ned.

4 Og jeg vendte tilbage og toede mig og aad mit brd med bedrøvelse.

5 Og jeg ihukom Amos' propheti, hvor han siger:

6 Eders høitider skulle omvendes til sorg, og alle eders glade sange til klagemaal; og jeg græd.

7 Og der solen var gaaet ned, gik jeg hen og grov en grav og begrov ham.

8 Og naboerne beloe mig og sagde: denne frygter endnu ikke for at ihjelslaaes for slig gjerning; han har maattet rømme og see, nu begraver han igjen de døde.

9 Og da jeg den samme nat kom tilbage, efterat have begravet ham, lagde jeg mig, fordi jeg var bleven ureen, til at sove ved væggen i forgaarden, og mit ansigt var bart.

10 Og jeg vidste ikke, at der var spurve i væggen.

11 Og som mine øine stode aabne, kastede spurvene varmt skarn i mine øine.

12 Og der kom hvide hinder i mine øine.

13 Og jeg gik hen til lægerne, men de hjalp mig ikke.

14 Men Achiacharus underholdt mig, indtil jeg drog til Elymais.

15 Og min hustru Anna spandt uld i fruerstuerne.

16 Og hun sendte den til herrerne, og de gave hende ogsaa løn derfor, og gave hende et kid ovenikjøbet.

17 Men der det kom til mig, begyndte det at bræge.

18 Og jeg sagde til hende: hveden er det kid? mon det ikke er stjaalet? giv eiermændene det igjen; thi vi tør ikke æde det, som er stjaalet.

19 Men hun sagde: det er givet mig som en skjenk ud over min løn.

20 Og jeg troede hende ikke, og jeg sagde, at hun skulde give eiermændene det igjen; og jeg blev rød af harme imod hende.

21 Men hun svarede og sagde til mig: hvor ere dine almisser og dine retfærdige gjerninger? see, det er alt kjendt, hvad der er hos dig.