Bibeloversættelse

S Konstantin-Hansen

Åbenbaringsbogen

Kapitel 14

1 Saa, saa jeg et Syn: Lammet staaende paa Sions Bjerg og med det et hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som havde dets Navn og dets Faders Navn skrevet paa deres Pander.

2 Og saa hørte jeg en Lyd fra Himlen, som mange Bølgers Brusen, som Bulderet af et vældigt Tordenbrag. Men som Harpespillere, der leger paa deres Harper, klang det for mit Øre.

3 Og saa synger de en ny Sang foran Tronen og foran de fire Levende og de Ældste. Men ingen kunne nemme den Sang uden de 144,000, de som var købte bort fra Jorden,

4 Det er dem, som ikke med Kvinder har sat nogen Plet paa sig. For jomfruelige er de. Det er dem, som følger Lammet, hvor det saa gaar hen. De blev en Førstegrøde for Gud og Lammet, købte fra Menneskene.

5 Og i deres Mund blev Løgn ikke fundet, for ulastelige er de.

6 Saa, saa jeg først en Engel flyve midt under Himlen med et evigt Glædesbudskab til (lem, som sidder paa Jorden, ja til hvert Borgerskab, Stamme, Modersmaal og Broderskab.

7 Og med høj Røst sagde han: Frygt Gud, og giv ham Ære. For nu er Timen kommen, da han skal dømme. Og fald ham til Fode, som har skabt Himlen og Jorden og Havet og Kildevældene!

8 Og saa fulgte ham en anden Engel og sagde: Der faldt, der faldt det store Babylon! Hun, som har givet Folkene alle at drikke af Vinen med hendes Horeris Varselsrus.

9 Og saa fulgte efter dem en tredje Engel, som sagde med høj Røst: Hvis nogen falder Vilddyret og dets Billede til Fode og tager dets Mærke paa sin Pande eller i sin Haand,

10 saa skal ogsaa han drikke af Vinen med Guds Varselsrus, som ublandet er skænket i hans Vredes Bæger. Og saa skal han pines i Ild og Svovl for hellige Engles og for Lammets Øjne.

11 Og Røgen af deres Pinsler opstiger i alle Evighedernes Evigheder. Og de har ikke Ro Nat eller Dag, de som bøjer Knæ for Dyret og dets Billede, og enhver, som tager dets Navns Mærke.

12 Her er de helliges Urokkelighed, de som holder Gudsbudene og Jesustroen.

13 Og saa hørte jeg en Røst fra Himlen sige: Skriv! Lyksalige er fra nu af de døde, som dør i Herren! Ja, siger Aanden, lad dem hvile ud fra deres Møje, for deres Værk bliver ved med at følge dem.

14 Saa, saa jeg et Syn: En hvid Sky og siddende paa Skyen en menneskelig Skikkelse med en Guldkrans paa Hovedet og en skarp Høstkniv i Haanden.

15 Og saa kom først en Engel ud af Helligdommen og raabte højt til ham, som sad paa Skyen: Send din Høstkniv ud at høste, for nu er Høsttiden kommen, for Jordens Høst er moden.

16 Og saa kastede han, som sad paa Skyen, sin Høstkniv ned paa Jorden, og saa blev Jordens Grøde høstet.

17 Saa kom en anden Engel ud af Helligdommen i Himlen. Han havde ogsaa en skarp Høstkniv.

18 Og der kom igen en anden Engel fra Alteret, og han havde Raadighed over Ilden. Og han raabte højt til ham med den skarpe Høstkniv: Send din skarpe Høstkniv ud at afskære Druerne paa Jordens Vintræ, for dets Klaser er fuldmodne.

19 Saa kastede Englen sin Høstkniv ned paa Jorden, og saa blev Jordens Vintræ afplukket. Og han kastede det i den store Vinperse med Guds Varselsrus.

20 Saa blev Persen traadt udenfor Staden, og der flød Blod ud af Persen i Højde med Hestenes Bidsler 1600 Stadier langt hen.

Konstantin Hansen

Åbenbaringsbogen
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22