Bibeloversættelse

S Konstantin-Hansen

Åbenbaringsbogen

Kapitel 6

1 Videre saa jeg, da Lammet aabnede et af de syv Segl. Og saa hørte jeg en af de Levende sige, som Tordenen ruller: Kom!

2 Og saa, saa jeg et Syn: en hvid Hest. Og han, som red paa den, havde en Bue, og en Krans blev ham givet, og frem for han med Sejr ifølge og for Sejr at vinde.

3 Og da det aabnede det andet Segl, hørte jeg den anden Levende sige: Kom!

4 Og frem for en anden Hest, blodrød. Og ham, som red paa den, blev det givet at tage Freden bort fra Jorden og lade dem slagte hverandre. Og der blev givet ham et stort Sværd.

5 Og da det aabnede det tredje Segl, hørte jeg den tredje Levende sige: Kom! Og saa, saa jeg et Syn: en sort Hest. Og han, som red paa den, holdt i sin Haand et Aag.

6 Og jeg hørte som Lyden af en Røst midt imellem de fire Levende sige: Et Maal Hvede for en Denar og tre Maal Byg for en Denar! Men Olien og Vinen maa du ikke forgribe dig paa.

7 Og da det aabnede det fjerde Segl, hørte jeg den fjerde Levendes Røst sige: Kom!

8 Og saa, saa jeg et Syn: En bleggul Hest. Og han, som red paa den, hans Navn er Døden. Og Dødsriget var i Ledtog med ham. Og dem blev givet Raadighed over en Fjerdedel af Jorden til at slaa ihjel med Sværd og Sult og Sot og givne Jordens vilde Dyr i Vold.

9 Og da det aabnede det femte Segl, saa jeg nedenfor Altret deres Sjæle, som var slagtede for Gudsordets og for det Vidnesbyrds Skyld, de havde at føre.

10 Og de raabte med høj Røst: Hvorlænge skal det vare, at du, den rette hellige Husets Herre, ikke dømmer og ikke hævner vort Blod paa dem, som bor paa Jorden?

11 Men der blev givet enhver af dem en lang hvid Klædning, og saa blev der sagt til dem, at en kort Tid endnu skulde de ligge stille, indtil deres Medarbejdere og deres Brødre, som ret nu skulde lade sig dræbe ligesom de selv, var blevet fuldtallige.

12 Og saa, saa jeg, da det aabnede det sjette Segl: Saa kom der et stort Jordskælv, og Solen blev sort som Haarsæk, og Fuldmaanen blev som Blod,

13 og Himlens Stjerner faldt til Jorden, som et Figentræ drysser sine umodne Frugter, naar det rystes af en stærk Storm.

14 Saa veg Himlen bort som en Bog, der rulles sammen. Og hvert Bjerg og hver Ø blev rykket bort fra sit Sted.

15 Men Jordens Konger, Stormændene og Hærførerne, de rige og de stærke, hver Træl og hver fri gemte sig i Hulerne og Bjergkløfterne,

16 og de siger til Bjergene og Klipperne: Styrt sammen over os og skjul os for hans Ansigt, som sidder paa Tronen, og for Lammets Vrede.

17 For deres Vredes den store Dag er kommen, og hvem kan bestaa!