Bibeloversættelse

S Konstantin-Hansen

Glædesbudskabet efter Lukas.

KAPITEL 12

1 Da midt under alt dette Folkemængdens mange Tusinder trængte sig sammen, saa de var ved at træde paa hverandre, tog han paa at sige først til sine Lærlinge: Tag jer i Agt for Farisæernes Surdejg, som ikke er andet end Hykleri.

2 Men der er ingenting, der holdes saa hemmeligt, at det jo skal komme for Dagen, og saa vel skjult, at det jo skal blive vitterligt.

3 Tværtimod, engang skal alt det høres, naar det er lyst, som I sagde, mens det var mørkt, og det raabes ud fra Tagene, som I hviskede om i Kamrene.

4 Men jer mine Venner siger jeg: I skal ikke ræddes for dem, der slaar Legemet ihjel, men saa har de ikke mere, de kan gøre.

5 Jeg skal vise jer, hvem I skal ræddes for. I skal ræddes for ham, som efter at have slaaet ihjel har Fuldmagt til at kaste i Gehenna. Ja ham, siger jeg jer, skal I være bange for.

6 Sælges ikke fem Spurve for to Smaaskillinger, og ikke en af dem er glemt hos Gud.

7 Ja endog alle Haarene paa jeres Hoved er talte. I skal ikke være bange; I gælder mer end mange Spurve.

8 Men det siger jeg jer: Hver den, som kendes ved mig overfor Menneskene, ham vil ogsaa Menneskesønnen kendes ved for Guds Engle.

9 Men den, som har nægtet at kendes ved mig overfor Menneskene, ham er der ingen, der kendes ved for Guds Engle.

10 Og hver den, som bruger Mund mod Menneskesønnen, faar Tilgivelse derfor. Men den, som spotter Helligaanden, tilgives det ikke.

11 Naar de fører jer frem for Synagogerne og de raadende og de styrende, saa skal I ikke tage jer nær, hvordan I skal forsvare jer, eller hvad I skal sige.

12 For Helligaanden vil i den samme Stund lære jer, hvad der skal siges.

13 En af Forsamlingen sagde til ham: Lærer, sig til min Broder, at han skal dele Arven med mig.

14 Menneske dog, sagde han saa til ham: Hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?

15 Pas paa, sagde han til dem, og vogt jer for Pengegriskhed. For ingen behøver at have til Overflod for at leve af det, han har.

16 Saa fortalte han dem en Lignelse: Der var en rig Mand, sagde han. Hans Ejendom havde givet godt Udbytte,

17 og saa overvejede han med sig selv: Hvad skal jeg gøre; for jeg har ikke Plads til at faa min Avl i Hus?

18 Det vil jeg gøre, sagde han saa: Jeg bryder mine Forraadskamre ned og bygger dem større; og saa samler jeg ind der alt, hvad jeg har avlet, og mine gode Sager.

19 Og saa siger jeg til mig selv: Der har du mange gode Sager liggende, du — til mange Aar. Slaa dig nu til Ro. Spis, drik og vær glad.

20 Daare! sagde Gud til ham. I denne Nat kræves dit Liv af dig. Hvem skal saa have det, du har opsamlet?

21 Saadan gaar det med den, der samler sig Skatte, men uden at blive rig i sit Forhold til Gud.

22 Til sine Lærlinge sagde han: Derfor siger jeg jer: I skal ikke tage jer det nær for Livet, hvad I skal faa at spise, eller for Legemet, hvad I skal klæde jer i.

23 Livet er mere end Føden og Legemet mere end Klæderne.

24 Læg Mærke til Kragerne. De hverken saar eller høster og har hverken Kornkammer eller Kælder. Men Gud føder dem. Hvor langt gaar I ikke forud for Fuglene?

25 Og hvem af jer kan, om han end tager sig det aldrig saa nær, føje en Alen til sit Levnedsløb?

26 Naar I da ikke formaar det mindste, hvorfor tager I jer det da saa nær med det øvrige?

27 Læg Mærke til Liljerne, hvordan de hverken spinder eller væver; men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin Pragt var saa vel klædt som en af dem.

28 Naar da ude paa Marken de Urter, som er der idag og kastes i Ovnen imorgen, saadan klædes op af Gud — hvor meget mere da ikke I, ringe som I er til at tro!

29 I skal hellerikke se jer om efter, hvad I skal spise eller drikke, og ikke gaa og svæve i Uvished.

30 Alt det er jo, hvad Verdens Folkefærd jager efter. Men jeres Fader ved godt, at I behøver de Ting,

31 Nej søg hans Rige, saa faar I det andet i Tilgift.

32 Ræddes ikke du lille Hjord, for jeres Fader har faaet Lyst til at give jer Riget.

33 Sælg hvad I har, og gør godt med det. Gem Penge hen, som ikke bliver for gamle, en uudtømmelig Rigdom i Himlene, der hvor Tyvehaand ikke naar, og Møl ikke ødelægger.

34 For hvor I har jeres Rigdom, der har i ogsaa jeres Hjerte.

35 I Arbejdsdragt maa I være og med Lysene tændte

36 og I selv at ligne ved Folk, som venter deres Herre, naar han bryder op fra Bryllupsfesten, for at de straks kan lukke op for ham, naar han kommer og banker paa.

37 De har gjort deres Lykke, de Tjenestefolk, som Herren finder vaagende, naar han kommer. Sandelig siger jeg jer, at han vil klæde sig i Arbejdsdragt og lade dem gaa tilbords og selv gaa for Borde og tjene dem.

38 Og hvad enten det er i den anden eller tredje Nattevagt, han kommer og finder det saa, da er deres Lykke gjort.

39 Men det kan I nok forstaa, at vidste Manden i Huset, naar det er Tyvens Tid til at komme, saa vilde han vel holde Vagt og ikke lade Indbrud ske i sit Hus.

40 Saa hold da ogsaa I jer rede. For Menneskesønnen kommer til den Tid, I ikke tænker jer.

41 Peter sagde til ham: Er det til os, du siger den Lignelse, eller lige saa vel til alle?

42 Saa sagde Herren: Hvem er vel den tro Husholder, den forstandige, som Herren vil sætte over sin Husstand for at uddele Føde ret tilmaalt i rette Tid?

43 Lykkelig den Tjener, hvis Herre, naar han kommer, finder, at han gør saa!

44 Sandelig siger jeg jer, at han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.

45 Men hvis den Tjener siger ved sig selv: Det varer længe, inden min Herre kommer, og han saa begynder paa at slaa Karlene og Pigerne og dertil spise og drikke og drikke sig fuld,

46 saa kommer den Tjeners Herre den Dag, han ikke venter det, og i den Stund, han ikke ved, og — — og lader ham dele Kaar med de utro.

47 Og den Tjener, som har vidst sin Herres Vilje, men ikke har lavet til og ingenting gjort af det, han vilde, faar mange Stokkeslag.

48 Men den, som ikke har vidst Besked, men gjort, hvad han fortjener Prygl for, faar faa Slag. Enhver, hvem meget er givet, af ham vil man have meget, og af den, som meget er betroet til, vil der blive krævet saameget mere.

49 Ild er jeg kommen for at kaste paa Jorden, og hvor vilde jeg ønske, den alt stod i Brand!

50 Men en Daab har jeg at døbes med, og hvor 'ængstes jeg derfor, indtil det er overstaaet.

51 Mener I, at jeg er kommen for at give Fred paa Jorden? Nej tværtimod Ufred, siger jeg jer.

52 For fra nu af skal fem i et Hus være i Ufred med hverandre. Tre mod to og to mod tre skal staa hinanden imod,

53 Fader mod Søn og Søn mod Fader, Moder mod Datter og Datter mod Moder, Svigermoder mod sin Sønnekone og Sønnekone mod sin Svigermoder.

54 Saa sagde han ogsaa til den forsamlede Mængde: Naar I ser en Sky hæve sig ved Solnedgang, saa sige I straks. Der kommer Regn. Og det slaar til.

55 Og naar I ser, det er Søndenvind, siger I: det bliver varmt. Og det bliver det.

56 Hyklere! Jordens og Himlens Udseende forstaar I jer paa, men hvor lidt forstaar I jer paa den Tid, der er inde?

57 Hvorfor dømmer I ikke af jer selv, hvad Ret er?

58 For mens du er paa Vej med din Modpart for Øvrigheden, skulde du gøre dig Umage for undervejs at blive forligt med ham, for at han ikke skal slæbe dig for Dommeren og Dommeren overlade dig til Fangevogteren og Fangevogteren kaste dig i Fængsel.

59 Du slipper ikke ud igen, siger jeg dig, før du betaler den sidste Skilling.