Bibeloversættelse

S Konstantin-Hansen

Glædesbudskabet efter Lukas.

KAPITEL 19

1 Saa kom han til Jeriko og derigennem.

2 Og der var en Mand ved Navn Sakaios. Han var Overtolder, og rig var han.

3 Han gjorde sig Umage for at faa at se, hvem der var Jesus, men han kunde ikke for Mængden, fordi han var lille af Vækst.

4 Saa løb han forud og krøb op i en Morbærfigen for at faa ham at se. For ad den Vej maatte han komme.

5 Og idet Jesus kom til Stedet, saa han derop og sagde: Sakaios! Skynd dig og kom ned, for idag maa jeg blive i dit Hus.

6 Saa skyndte han sig ned og tog med Glæde imod ham.

7 Men alle de, der saa det, talte ilde om det: Han er gaaet ind for at bo hos en syndefuld Mand, sagde de.

8 Saa traadte Sakaios frem og sagde til Herren: Halfvdelen af min Formue giver jeg til de Fattige, Herre. Og har jeg narret nogen noget fra, giver jeg det fire Gange igen.

9 Jesus sagde til ham: Idag blev der Frelse for dette Hus, saasandt ogsaa han er en Abrahamssøn.

10 For Menneskesønnen er kommen for at søge og frelse det tabte.

11 Mens de nu hørte paa dette, føjede han en Lignelse til, fordi han var saa nær ved Jerusalem, og de tænkte, at Gudsriget lige med det samme skulde vise sig.

12 Han sagde altsaa: En højbaaren Mand rejste langt bort for at lade sig gøre til Konge og saa komme tilbage igen.

13 Han lod da ti af sine Folk kalde og gav dem ti Miner og sagde til dem: Driv saa Handel, til jeg kommer.

14 Men hans Landsmænd hadede ham og skikkede Sendebud efter ham og lod sige: Ham vil vi ikke have til Konge over os.

15 Da han saa kom igen efter at have overtaget Kongemagten, bød han, at de Folk skulde kaldes frem for ham, som han havde glyet Pengene til, for at han kunde faa at vide, hvem der havde faaet noget ud af det.

16 Den første kom da frem og sagde: Din Mine har indbragt ti Miner til.

17 Vel du gode Tjener, sagde han til ham. Siden du har været tro i det mindste, saa skal du have ti Stæder at raade over.

18 Saa kom den anden og sagde: Din Mine, Herre, har indbragt fem Miner.

19 Ogsaa til ham sagde han: Du skal ogsaa sættes over fem Stæder.

20 Saa kom den næste og sagde: Herre, her har du din Mine. Den har jeg haft liggende i et Klæde.

21 For jeg var bange for dig, fordi du er en streng Mand. Du tager, hvad du ikke har henlagt, og høster, hvad du ikke har saaet.

22 Du onde Tjener, siger han: Jeg dømmer dig paa din egen Mund. Du vidste, at jeg var en streng Mand, som tager, hvad jeg ikke har henlagt, og høster, hvad jeg ikke har saaet.

23 Hvorfor har du da ikke sat mine Penge i Banken? Saa havde jeg, naar jeg kom, kunnet hæve det med Rente.

24 Og saa sagde han til dem, der stod hos: Tag Minen fra ham og giv den til ham med de ti Miner.

25 Herre, sagde de saa til ham, han har ti Miner.

26 Jeg siger jer, at enhver, som har, skal faa. Men den, som ikke har noget, skal miste ogsaa det, han har.

27 Men mine Fjender, de som ikke vilde have mig til Konge over sig, før dem hid, og hug dem ned for mine Øjne.

28 Da han havde sagt det, gik han foran, og Rejsen gik til Jerusalem.

29 Da han nærmede sig til Betfage og Betania over Oliehavebjerget, som det kaldes, udsendte han to af sine Lærlinge:

30 Gaa ind i den Landsby lige derovre, sagde han. Naar I kommer derind, vil I finde et ungt Dyr bundet, som endnu ikke noget Menneske har redet paa. Løs det og kom med det.

31 Og skulde nogen spørge jer, hvorfor I har løst det, skal I sige saadan: Fordi Herren har Brug for det.

32 Saa gik Sendebudene og fandt det, som han havde sagt dem.

33 Da de løste Dyret, sagde dets Ejere: Hvorfor løser I Dyret?

34 Men de sagde: Fordi Herren har Brug for det.

35 Saa bragte de det til Jesus, og de kastede deres Tøj over Dyret og satte Jesus op.

36 Og alt som han drog frem, bredte de deres Kapper ud paa Vejen.

37 Og da han kom nærmere, og det begyndte at gaa ned ad Bakke fra Oliehavebjerget, stemte hele Lærlingeskaren gladelig i med at love Gud højt og lydeligt for alle de mægtige Gerninger, de havde faaet at se,

38 og sang: Velsignet være i Herrens Navn Kongen, som kommer! Fred i Himlen og Hyldest i det Højestel

39 Saa var der somme af Farisæerne i Flokken, der sagde til ham: Lærer, tys dog paa dine Lærlinge!

40 Men han svare de: Hvis de tier, siger jeg jer, vil Stenene raabe.

41 Alt som han kom nærmere og saa Staden, kom han til at græde over den:

42 Om du vidste, sagde han, ogsaa du den Dag idag, hvad der baader din Fred. Men nu er det skjult for dine Øjne.

43 For de Dage vil komme dig paa, da dine Fjender vil bygge Skanser op imod dig, indeslutte dig og trænge dig paa alle Kanter

44 og slaa dig ned og dine Børn i dig, og de skal ikke levne Sten paa Sten i dig, alt fordi du ikke ændsede den Tid, som gjaldt dig.

45 Saa gik han ind i Helligdommen og gav sig til at drive de Handlende ud,

46 idet han sagde: „Mit Hus skal være et Bedehus, staar der skrevet, men I har gjort det til en Røverhule".

47 Saa underviste han hver Dag i Helligdommen. Men Ypperstepræsteskabet og de Skriftlærde søgte at tage ham af Dage, og Folkets Førere med.

48 Men de kunde ikke finde paa, hvad de skulde gøre. For hele Folket hang ved ham og hørte paa ham.