Bibeloversættelse

S Konstantin-Hansen

Glædesbudskabet efter Lukas.

KAPITEL 20

1 Da han engang en af disse Dage var ved at undervise Folket i Helligdommen og bringe Glædesbud, mødte Præsterne og de Skriftlærde og de Ældste frem

2 og sagde til ham: Sig os, hvad Fuldmagt har du til at gøre dette, eller hvem er det, der har givet dig Fuldmagt dertil?

3 Han svare de dem: Jeg vil ogsaa spørge jer om noget. Sig mig:

4 Johannesdaaben, var den fra Himlen eller fra Mennesker?

5 Saa raadslog de med hverandre: Siger vi fra Himlen, sagde de, vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?

6 Siger vi fra Menneskene, vil hele Folket stene os, for de er overbeviste om, at Johannes var en Profet.

7 Saa svarede de, at de vidste ikke, hvorfra.

8 Saa sagde Jesus til dem: Saa siger jeg hellerikke jer, med hvad Fuldmagt jeg gør dette.

9 Saa begyndte han at fortælle Folket denne Lignelse: Der var en Mand, der plantede en Vingaard og lejede den ud til Bønder. Og saa rejste han udenlands for lange Tider.

10 Da saa Tiden var inde, sendte han en Træl til Bønderne, for at de skulde give ham Afgift af Vingaardens Afgrøde. Men Bønderne pryglede ham og sendte ham tomhændet bort.

11 Saa blev han ved og sendte en anden Træl. Ogsaa ham slog de og haanede ham dertil og sendte ham tomhændet bort.

12 Og han blev ved og sendte en tredje. Ham skamslog de og smed ham ud.

13 Hvad skal jeg gøre? sagde Vingaardsejeren. Jeg vil sende min Søn, som jeg har kaer. De vil da vel nok skamme sig overfor ham.

14 Men da Bønderne saa ham, lagde de Raad op med hinanden: Det er Arvingen, sagde de. Lad os slaa ham ihjel, for at Arven kan høre os til.

15 Saa slæbte de ham ud udenfor Vingaarden og slog ham ihjel. Hvad mon nu Vingaardsejeren vil gøre ved dem?

16 Han vil komme og gøre det af med de Bønder og give Vingaarden ud til andre. Da de hørte det, sagde de: Det ske aldrig!

17 Da saa han paa dem og sagde: Hvad er da det, der staar skrevet: „Den Sten, som blev vraget af dem, der byggede Hus, den er bleven til Toppen af Tinden.

18 Enhver, som falder paa den Sten, vil knuses, men den, som den falder paa, vil blive som Smul for alle Vinde.

19 Saa søgte de Skriftlærde og Ypperstepræsteskabet at lægge Haand paa ham med det samme, men turde ikke for Folket. For de vidste godt, at det var dem, han havde fortalt den Lignelse om.

20 Saa passede de paa og sendte Folk ud, som lurede, mens de lod, som om de var helt uskyldige, for at fange ham i Ord, saa de kunde give ham Øvrigheden og Landshøvdingens Herredømme i Vold.

21 Og saa spurgte de ham: Vi ved, Lærer, at du gaar i Tale og Undervisning den lige Vej og lærer Guds Vej, ikke efter Personsanseelse, men som sandt er.

22 Har vi Lov til at give Kejseren Skat eller ej?

23 Men han gennemskuede deres Rænkespil og sagde til dem:

24 Vis mig en Denar. Hvis Billede og Indskrift bærer den? Kejserens, sagde de.

25 Godt, sagde han til dem. Saa giv Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.

26 Og de kunde ikke fange ham i nogen Ytring overfor Folket. Og slagne af Forundring over hans Svar tang de stille.

27 Saa kom nogen af Saddukæerne til, de som ikke vil indrømme, at der er nogen Opstandelse. Og de spurgte ham:

28 Lærer, Moses har foreskrevet os, at, naar nogen har en Broder, der dør gift. men barnløs, saa skal Broderen tage hans Hustru og forplante Slægten for sin Broder.

29 Nu var der syv Brødre. Og den første tog sig en Hustru, men døde barnløs.

30 Saa tog den anden hende

31 og den tredje og saadan alle de syv og døde uden at efterlade sig Børn.

32 Tilsidst døde ogsaa Konen.

33 Den Kone, hvem skal hun høre til i Opstandelsen. For de syv har halt hende til Hustru.

34 Saa sagde Jesus til dem: De, der er Børn af den nuværende Verden, gifter sig med hinanden.

35 Men de, der agtes værdige til at faa Del i den anden Verden og Opstandelsen af Døde, gifter sig ikke den ene med den anden.

36 De kan jo hellerikke mere dø, for de er som Engle og er Guds Børn, idet de er Opstandelsens Æt.

37 Men at de døde oprejses, har ogsaa Moses hentydet til der ved Tornebusken, som han siger: „Herren Abraham Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud".

38 Han er ikke dødes men levendes Gud. Ja for ham er alle levende.

39 Nogen af de Skriftlærde svarede: Lærer, det var vel talt.

40 For nu vovede de ikke mere at spørge ham om noget.

41 Han sagde til dem: Hvor kan man sige, at den salved er en Davidssøn?

42 David siger jo selv i Salmebogen: „Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min højre Side,

43 til jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder".

44 David kalder ham altsaa Herre. Hvor kan han da være hans Søn

45 I hele Folkets Paahør sagde han til Lærlingene:

46 Tag jer i Agt for de Skriftlærde, som gerne vil gaa i lange Klæder og holder meget af at hilses paa paa Torvet og føre Forsædet i Synagogerne og indtage de første Pladser ved Gæstebuddene,

47 de, som fortærer Enkers Bo og for et Skins Skyld holder lange Bønner. De skal faa en saa meget strengere Dom.