Bibeloversættelse

S Konstantin-Hansen

Glædesbudskabet efter Lukas.

KAPITEL 24

1 Paa den første Dag i Ugen meget tidligt om Morgenen kom de til Graven og havde de vellugtende Urter med, de havde sørget for.

2 De fandt Stenen væltet bort fra Graven,

3 og da de kom derind, fandt de ikke Legemet af Herren Jesus.

4 Som de nu ikke kunde faa Rede paa dette, stod der med et to Mænd hos dem i straalende Dragt.

5 Og mens de stod grobne af Frygt med Ansigtet mod Jorden, sagde de til dem: Hvorfor søger I den levende hos de døde?

6 Han er ikke her. Nej han er opstanden. Kan I huske, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa?

7 Menneskesønnen, sagde han, maa forraades i syndige Menneskers Vold og korsfæstes og opstaa paa den tredje Dag.

8 Saa mindedes de hans Ord,

9 og de vendte tilbage fra Graven og bragte Bud om alt dette til de elleve og til alle de andre.

10 Det var Maria fra Magdala og Johanna og Jakobs Moder Maria og med dem de andre Kvinder. De sagde dette til Apostlene.

11 Men det lød for deres Øren som urimelig Tale, og de troede dem ikke.

12 Men Peter stod op og løb til Graven og kiggede derind. Og han ser da ikke andet end Ligklæderne ligge der. Saa gik han hjem til sit forundret over, hvad der var hændt.

13 Samme Dag havde to af dem givet sig paa Vej til en Landsby tredsindstyve Stadier fra Jerusalem. Emmaus hedder den.

14 Og de talte sammen om alle disse Tildragelser.

15 Da, under deres Samtaler og Drøftelser, kom Jesus selv til og gav sig i. Følge med dem.

16 Men de kunde ikke faa Øjnene op og kende ham.

17 Saa sagde han til dem: Hvad er det, I gaar her og skifter Ord med hinanden om, saa sørgmodige som I ser ud?

18 En af dem, som hed Kleofas, svarede: Er du alene saa fremmed i Jerusalem, sagde han til ham, at du ikke ved, hvad der er foregaaet der i disse Dage?

19 Hvad da? sagde han til dem. Det med Jesus fra Nazaret, sagde de til ham, som var blevet en Profet, mægtig i Daad som i Tale for Gud og hele Folket.

20 Og hvordan Ypperstepræsteskabet og vore Overordnede udleverede ham til Dødsdom, og de korsfæstede ham.

21 Vi havde det Haab, at han var den, der skulde frigøre Israel. Og dog med alt det er det nu paa den tredje Dag, efter at det er sket

22 Rigtignok har somme af vore Kvinder sat os i Forbauselse. Da de kom i den tidlige Morgenstund til Graven

23 og ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde endog set et Syn af Engle, som sagde, at han var levende.

24 Saa gik nogen af dem, der var med os, hen til Graven og fandt det saadan ret nok, som Kvinderne havde sagt. Men ham saa de ikke.

25 Da sagde han til dem: I Daarer og træge Hjerter til at tro paa alt det, som Profeterne har sagt.

26 Maatte ikke den Salvede lide det og saa indgaa til sin Højhed?

27 Og saa begyndte han fra Moses og alle Profeterne og tydede for dem det, der stod om ham i alle Skrifterne.

28 Saa nærmede de sig til den By, de gik efter, og han lod, som han vilde gaa videre.

29 Men de holdt paa ham. Bliv hos os, sagde de, for det er henimod Aften, og Dagen hælder allerede. Saa gik han ind for at blive hos dem.

30 Og saa, da han laa tilbords med dem, tog han Brødet, velsignede det, delte det og rakte dem det.

31 Da fik de Øjnene op og kendte ham. Men saa blev han usynlig for dem.

32 Saa sagde de til hinanden: Brændte ikke vore Hjerter i os, eftersom han talte til os paa Vejen og lukkede Skrifterne op for os?

33 Saa brød de op ufortøvet og vendte tilbage til Jerusalem og traf de elleve og deres K reds samlede.

34 Og de sagde: Herren er virkelig opstanden og set af Simon.

35 Saa fortalte de selv, hvad der var sket paa Vejen, og hvordan de kendte ham, da han delte Brødet.

36 Mens de talte om dette, stod han selv midt iblandt dem og sagde: Fred være med jer!

37 Men de blev forvirrede og skræmte og tænkte, det var en Aand, de saa.

38 Saa sagde han til dem: Hvad er I saa forstyrrede over, og hvorfor dukker Tvivlstanker op i jeres Hjerte?

39 Se paa mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv. Føl paa mig, saa skal I se. En Aand har hverken Kød eller Ben, som I kan se paa mig, at jeg har.

40 Og dermed viste han dem Hænderne og Fødderne.

41 Og da de for Glæde ikke troede, men undrede sig kun, sagde han til dem: Har I noget, man kan spise?

42 Saa bragte de ham et Stykke stegt Fisk,

43 og det tog han og spiste det i deres Paasyn.

44 Saa sagde han til dem: Saa lød mine Ord, som jeg talte til jer, mens jeg endnu var hos jer: at alt det, der er skrevet om mig i Moseloven, i Profeter og Salmer, maatte gaa i Opfyldelse.

45 Da lukkede han op for deres Tankegang, saa de forstod Skrifterne.

46 Og han sagde til dem: Saadan staar der skrevet, at den Salvede maatte lide og opstaa paa den tredje Dag fra de døde,

47 og at med Fuldmagt fra hans Navn Omvendelse til Syndsforladelse maa forkyndes for alle Folkefærd og begynde fra Jerusalem.

48 I skal vidne derom.

49 Men jeg sender over jer, hvad min Fader har lovet. Saa bliv da nu i Staden, indtil I bliver tilstede med Magt fra det høje.

50 Saa førte han dem ud til hen imod Betania, og saa løftede han sine Hænder og velsignede dem.

51 Og i det samme som han velsignede dem, skiltes han fra dem og opfor til Himmels.

52 Og de bøjede deres Knæ for ham og vendte saa tilbage til Jerusalem med stor Glæde.

53 Og de var uafbrudt i Helligdommen og priste Gud.