Bibeloversættelse

S Konstantin-Hansen

Glædesbudskabet efter Markus.

KAPITEL 12

1 Saa gav han sig til at tale til dem i Lignelser: Der var en Mand, der plantede en Vingaard og rejste Gærde om den og gravede Vinperse og byggede Taarn og lejede den saa ud til Bønder og rejste udenlands?

2 Saa sendte han, da Tiden var inde, en Træl til Bønderne for at hente en Del af Vingaardens Frugt hos Brugerne.

3 Men de greb ham og pryglede ham og sendte ham tomhændet bort.

4 Saa sendte han igen en anden Træl til dem. Ogsaa ham — — — de og æreskændte ham.

5 Saa sendte han en til, og ham dræbte de, og mange andre, som de dels pryglede og dels dræbte.

6 En havde han endnu tilbage, en elskelig Søn. Ham sendte han tilsidst til dem. De vil ikke forgribe sig paa min Søn, tænkte han.

7 Men de andre, Bønderne sagde til hverandre: Det er Arvingen, kom lad os slaa ham ihjel, saa faar vi Arven.

8 Og saa greb de ham og slog ham ihjel og kastede ham ud udenfor Vingaarden.

9 Hvad mon Vingaardens Ejer vil gøre? Han vil komme og gøre det af med de Bønder og give Vingaarden til andre.

10 Har I hellerikke læst det Skriftsted: Den Sten, som blev vraget af dem, der byggede Hus, den er bleven til Toppen af Tinden.

11 Dette er den bleven efter Herrens Bestemmelse og for vore Øjne at undres ved.

12 Saa søgte de Udvej til at gribe ham; men de var bange for Mængden. For, at han med den Lignelse sigtede til dem, det vidste de. Saa trak de sig tilbage fra ham og gik bort,

13 men sender nogen af Farisæerne og Herodianerne til ham for at fange ham i Ord.

14 Og da de kom, saa siger de til ham: Lærer, vi ved, at du er sanddru og tager ikke Hensyn til nogen, for du ser ikke efter Folkegunst, men lærer Guds Vej, som sandt er. Er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej? Skal vi betale eller ikke betale?

15 Men han gennemskuede deres Hykleri og sagde til dem: Hvorfor frister I mig? Bring mig en Denar, og lad mig se den.

16 Det gjorde de. Og saa siger han til dem: Hvis er det Billede og den Indskrift? De sagde til ham: Kejserens.

17 Giv Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er, sagde Jesus saa til dem. Og de beundrede ham.

18 Saa kommer der Saddukæere til ham, de der siger, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham:

19 Lærer, Moses har foreskrevet os, at, hvis nogen har en Broder, som dør fra sin Hustru uden at efterlade sig Børn, saa skal han tage sin Broders Hustru og forplante Slægten for sin Broder.

20 Der var syv Brødre. Den første tog sig en Hustru og døde barnløs.

21 Saa tog den anden hende og døde uden at efterlade sig Børn. Og den tredje ligesaa.

22 Og alle syv efterlod de sig ingen Børn. Sidst af dem alle døde ogsaa Kvinden.

23 Naar de nu opstaar, hvem skal saa Kvinden tilhøre i Opstandelsen, for de har alle syv haft hende til Hustru?

24 Jesus sagde til dem: Er det ikke det, der gør, at I tager fejl, at I ikke kender Skrifterne og hellerikke Guds Magt?

25 For naar de staar op fra de døde, fæster de ikke Brud og staar ikke Brud, men er som Engle i Himlene.

26 Men om de døde, at de opstaar — har I ikke læst i Moses' Bog ved Stedet om Tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: „Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud"?

27 Han er ikke dødes, men levendes Gud. I farer meget vild.

28 Saa kom der en til ham fra de Skriftlærde. Han havde hørt paa deres Tvist og indsaa, at han havde svaret dem vel. Og han spurgte ham: Hvordan lyder det Bud, der er det første af alle?

29 Jesus svarede ham: Det første er: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er èn,

30 og du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og alt, hvad din Tanke og din Styrke formaar.

31 Det andet er det: Du skal elske din Næste som dig selv. Der er ikke noget andet Bud, der er større end de.

32 Saa sagde den Skriftlærde til ham: Det har du Ret i, Lærer. Det var sandt, som du sagde, at Han er en, og der er ingen anden end ham.

33 Og det at elske ham af hele sit Hjerte og alt, hvad man har Forstand og Hvne til, og at elske sin Næste som sig selv, det er mere end alle de Brændofre og Slagtofre.

34 Saa sagde Jesus til ham, da Han skønnede, at han havde svaret med Forstand: Du er ikke langt fra Gudsriget. Saa var der ingen mere, der vovede at spørge ham.

35 Saa tog Jesus Ordet, mens han underviste i Helligdommen: Hvad mener de Skriftlærde med, at den salvede er Davids Søn?

36 David selv har sagt ved Helligaanden: „Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min højre Haand, til reg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder".

37 David selv kalder ham Herre. Hvordan kommer han da til at være hans Søn? Og der var en stor Forsamling, der gerne hørte ham.

38 Og alt som han underviste, sagde han: Tag jer i Agt for de Skriftlærde, som ynder at gaa i lange Klæder og lade sig hilse paa Torvepladser

39 og sidde øverst i Synagogerne og indtage de første Pladser ved Gæstebud —

40 de som fortærer Enkers Bo og holder paa Skrømt lange Bønner. De vil faa en desto haardere Dom.

41 Saa satte han sig ligeoverfor Gavesamlingsskrinet og saa paa, hvordan de forsamlede lagde Penge i Skrinet. Og der var mange rige, der lagde meget.

42 Saa kom der en fattig Enke og lagde to Smaaskillinger, det er en Kvadrans.

43 Saa kaldte han sine Lærlinge til sig og sagde til dem: Sandelig siger jeg jer, at den Enke, hun som er saa fattig, har lagt mere i end alle de andre, der lagde i Skrinet.

44 For de lagde alle af det, de havde tilovers. Hun lagde af sin Nød og Trang alt, hvad hun ejede, hele sin Formue.