Bibeloversættelse

S Konstantin-Hansen

Glædesbudskabet efter Markus.

KAPITEL 5

1 Saa kom de over til Gergesenernes Land paa den anden Side af Søen.

2 Og da de var gaaet i Land, kom der ham straks imøde ud af Gravene en Mand med en uren Aand,

3 som havde sin Bolig i Gravene, og der var ikke længere nogen, der kunde binde ham med Lænker.

4 For han var mange Gange bleven bunden med Bøjer og Lænker. Men Lænkerne havde han sprængt, og Bøjerne havde han splittet ad, og in¬gen kunde tæmme ham.

5 Og altid Nat og Dag gik han i Gravene og paa Bjergene og skreg og slog sig selv med Sten.

6 Da han saa Jesus langt borte, kom han løbende og kastede sig ned for ham

7 og skreg højrøstet op: Hvad er der os imel¬lem Jesus den højeste Guds Søn? Sværg mig til ved Gud, at du ikke vil pine mig!

8 For han havde sagt til ham: Far ud af Manden urene Aand!

9 Saa spurgte han ham: Hvad hedder du? Legion hedder jeg, siger han til ham, for vi er mange.

10 Og saa bad han ham saa meget om at lade være med at drive dem ud af Landet.

11 Men der gik der ved Bjer¬get en stor Flok Svin og græssede,

12 og saa bad de ham om at sende dem i Svinene for at fare i dem.

13 Og det gav han dem Lov til. Saa for de urene Aander ud og i Svinene, og Hjorden — henved 2000 -- styrtede sig saa ned ad Skrænten ud i Søen og druknede i Søen.

14 Saa flygtede de, der vogtede dem, og fortalte derom i Byen og i Gaardene. Og man kom for at se, hvad der var sket.

15 Saa kommer de til Jesus og kan se, at den besatte sidder paaklædt og ved sin Fornuft, han som havde været besat af Legionen. Og saa blev de bange.

16 Og de, som havde set det, fortalte dem saa, hvordan det var gaaet til med den besatte, og om Svinene.

17 Og saa begyndte de at bede ham om at drage bort fra deres Omraade.

18 Og da han saa gik ombord i Baaden, bad den forhen be¬satte om, at han maatte følge med ham;

19 men det gav han ham ikke Lov til. Nej gaa hjem til dine egne, siger han til ham, og fortæl dem, hvor store Ting Herren har gjort for dig og forbarmet sig over dig.

20 Saa gik han hen og begyndte at for¬kynde i Dekapolis til alles Forundring, hvor store Ting Jesus havde gjort for ham.

21 Da Jesus i Baaden var sat over til den anden Side, flok¬kedes der igen en stor Forsamling om ham, og han var ved Stranden.

22 Og saa kommer der en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairos, og da han ser ham, kaster han sig ned for hans Fødder

23 og beder ham saa meget: Min lille Datter, siger han, ligger paa sit yderste, Kom og læg Hænderne paa hende, for at hun kan blive reddet og leve.

24 Saa gik han med ham, og en stor Skare fulgte med ham og trængte sig sam¬men om ham.

25 Og saa var der en Kvinde, som i tolv Aar havde haft Blodflod

26 og havde døjet meget af mange Læger og sat til alt, hvad hun ejede, og det havde ikke hjulpet hende; men det var bleven værre og værre med hende.

27 Hun havde hørt det hele om Jesus og var saa kommen med i Trængselen og rørte bagfra ved hans Klæder.

28 For, naar jeg kun rører ved hans Klæder, sagde hun, saa bliver jeg hjulpen.

29 Og straks holdt hendes Blod op at rinde, og hun følte i sit Legeme, at hun var helbredet fra sin Lidelse.

30 I det samme følte Jesus tydelig hos sig selv Kraften udstrømme fra sig, og saa vendte han sig om i Trængslen og sagde: Hvem rørte ved mine Klæder?

31 Saa sagde hans Lærlinge til ham: Du ser, hvor Mængden trænger dig, og saa siger du: Hvem rørte ved mig?

32 Og han saa sig om for at faa øje paa hende, som havde gjort det.

33 Men Kvinden, som vidste, hvad der var sket med hende, kom skælvende og bævende og kastede sig ned for ham og sagde ham hele Sandheden.

34 Men han sagde til hende: Datter, din Tro har hjulpet dig. Gaa din Gang til Fred, helbredet for din Sygdom.

35 Inden han endnu havde udtalt, kommer der Bud fra Syna¬gogeforstanderens og siger: Din Datter er død. Hvorfor skulde du længere gøre Læreren Ulejlighed?

36 Men Jesus hørte ikke efter det, der blev sagt, men siger til Synagogeforstan¬deren: Bliv ikke bange, tro kun.

37 Saa tillod han ingen at følge med undtagen Peter og Jakob og Jakobs Broder Johannes.

38 Og saa kommer de til Synagogeforstanderens Hus, og han kan se, der er Larm og Kvinder, der gaar og græder og skriger op.

39 Da han saa traadte ind, siger han til dem: Hvor¬for larmer og græder I? Barnet er ikke død men sover.

40 Saa lo de ad ham. Men han drev dem alle ud og tog med sig Barnets Fader og Moder og sine Ledsagere og gik derind, hvor Barnet var.

41 Og saa tog han Barnet ved Haanden og siger saa til hende: Talita kum! Det betyder, lille Pige, rejs dig op, siger jeg dig.

42 Og saa stod den lille Pige straks op og gik omkring. Hun var tolv Aar gammel. Og det slog dem straks med stor Forbauselse.

43 Og saa paalagde han dem meget, at ingen maatte faa det at vide, og sagde, at de skulde give hende noget at spise.