Bibeloversættelse

S Konstantin-Hansen

Glædesbudskabet efter Markus.

KAPITEL 7

1 Saa samledes Farisæerne om ham og med dem nogen af de skriftlærde fra Jerusalem.

2 Og de saa nogen af hans Lær¬linge nyde deres Maaltid med vanhellige, det vil sige uvaskede Hænder.

3 Ellers holder Farisæerne og alle Judæerne fast ved de gamles Overlevering og spiser aldrig uden idelig at vaske Hænderne.

4 Og naar de kommer hjem fra Torvet, spiser de ikke uden først at væde sig. Og der er meget andet, de efter gammel Skik har at overholde: at væde Bægere og Potte¬maal og Kedler.

5 Og saa spurgte Farisæerne og de Skrift¬lærde ham: Hvorfor følger dine Lærlinge ikke de gamles nedarvede Skik, men holder deres Maaltid med vanhellige Hænder?

6 Men han sagde til dem: Ret nok har Jesaja profeteret om jer, I Hyklere! som der staar skrevet: Dette Folk ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt borte fra mig.

7 Men forgæves gør de Ære af mig, naar de Lær¬domme, de fører, er Menneskers Bud.

8 Guds Bud lader I fare, og Menneskenes nedarvede Skik holder I paa.

9 Og saa sagde han til dem: Er det ikke smukt af jer at sætte Guds Bud tilside for at holde jeres nedarvede Skik?

10 For Moses har sagt: „Ær din Fader og Moder", og „den der bander Fader eller Moder, skal lide Døden".

11 Men I siger: Naar en siger til sin Fader eller sin Moder: Det er Korban — det vil sige viet Tempelgave —

12 det som jeg ellers skulde have hjulpet dig med, saa tilladen I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder

13 og ophæver saadan Guds Bud med den Skik, I har nedarvet. Og I gør meget, der er ligedan.

14 Saa sammenkaldte han igen Forsamlingen og sagde til dem: Hør mig nu alle og forstaa det!

15 Der er ingenting udenfor Menne¬sket, der kan vanhellige ham ved at komme ind i ham. Men det der kommer ud af et Menneske, det er det, der vanhelliger Mennesket.

17 Da han saa kom fra Forsamlingen ind i Huset, spurgte Lærlingene ham ud om den Lignelse.

18 Er I da saa tungnemme, siger han saa til dem; kan I ikke forstaa, at det der kommer ind i et Menneske udefra, ikke kan vanhellige ham,

19 fordi det kommer ikke ind i hans Hjerte, men i Maven og gaar bort igen med Afføringen og renser al Føden.

20 Men det, som kommer ud af et Menneske, sagde han, det vanhelli¬ger ham.

21 For indefra udspringer af Menneskenes Hjerte de onde Tanker:

22 Ægteskabsbrud, Tyveri, Mord, Uterlighed, Pengegriskhed, Ondskab, Svig, Tøjlesløshed, Misundelse, Ære¬skænderi, Hovmod, Urimelighed.

23 Alt dette Uvæsen kommer indefra og vanhelliger Mennesket.

24 Da han brød op derfra, trak han sig tilbage til Tyrus' Omraade. Og han vilde se at komme i Hus, uden at nogen vidste det, men han kunde ikke holde sig skjult.

25 Der var straks en Kvinde, der havde hørt om ham. Hendes lille Datter var besat af en uren Aand, og hun kom nu ind og kastede sig for hans Fødder.

26 Det var en hellenisk Kvinde af syro¬foinikisk Herkomst. Og hun bad ham om at drive den onde Aand ud af hendes Datter.

27 Saa sagde han til hende: Lad først Børnene blive mætte, for det er ikke rigtigt at tage Børnenes Brød og kaste det for Smaahundene.

28 Men hun svarede ham: Lad saa være Herre. Smaahundene æder dog ogsaa under Bordet af Børnenes Krummer.

29 Saa sagde han til hende: For dette Ords Skyld kan du gaa; den onde Aand er faret ud af din Datter.

30 Da hun saa kom hjem, fandt hun Barnet lagt til Sengs og den onde Aand udfaren.

31 Da han igen forlod TyrusEgnen, drog han gennem Sidons Omraade til den galilæiske Sø tværs igennem Dekapolis' Om¬raade.

32 Og saa bringer de en døv til ham, som daarligt kunde tale, og bad ham om at lægge Haanden paa ham.

33 Saa førte han ham afsides bort fra Forsamlingen og lagde Fingrene i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge

34 og saa op til Himlen og sukkede og siger saa til ham: Effata! Det betyder: Luk dig op.

35 Saa aabnede hans Øren sig, og det Baand, der bandt hans Tunge, løstes, og han talte ret.

36 Saa forbød han dem at sige det til nogen. Men hvor meget han end forbød dem det, udbredte de det kun saa meget mere.

37 Og de blev over al Maade forundrede. Han har gjort alt godt, sagde de, han faar baade døve til at høre og maal¬løse til at tale.